Vi har spurgt forskellige personer der støtter Tor i Danmark om hvorfor de støtter Tor projektet.

Hvem er du?

Jeg hedder Henrik Kramselund, eller kramse blandt venner. Jeg arbejder med IT til daglig, specielt indenfor hacking, netværk og IT sikkerhed.

Bruger du selv Tor?

Ja, jeg bruger Tor når jeg undersøger hjemmesider hvor jeg ikke vil have det influerer på mine søgninger, eller ikke vil vise hvem jeg er. Det kan være kontroversielle hackersider eller lignende.

Hvorfor anbefaler og støtter du Tor?

Jeg anbefaler brugen af Tor fordi der er mange gange hvor man vil undersøge et site, men ikke afsløre hvem man er. Det kan være fordi det er et link man har fået ad skumle kanaler, eller man skal undersøge et firma - men gerne vil være under radaren. Det lyder måske fordækt, men man vil gerne se en side, men ikke fortælle hvem man er.

Det kunne eksempelvis være omkring emnet Anonymous, hvor jeg ikke vil afsløre hvad min IP-adresse hjemme er overfor en hjemmeside administrator.

Driver du selv Tor servere?

Ja, jeg har igennem flere år haft Tor server kørende. Det har været nogenlunde overkommeligt, med relativt få henvendelser, mest omkring piratkopiering henover min server. Det danske og tyske politi har også henvendt sig enkelte gange omkring misbrug og det er selvfølgelig ærgeligt når ens server er misbrugt.

NB: Kramse kører en Tor-exit node, som er den sidste server inden en forbindelse forlader Tor netværket og forbinder til internet. Derfor kommmer der flere emails omkring brugen af Tor. Det er ikke et problem man oplever hvis man kun er Relay-node

Hvad er din opfordring til danske politikere mht. Tor?

Min anbefaling er at danske politikere prøver Tor browser selv, og prøver at forstå nogle af de mange grunde til at Tor bruges over hele verden. Ofte bliver Tor udskældt og omtalt som det mørke net med salg af narko og det som er værre. Faktisk har Tor nogle brugsituationer som er helt nede på jorden, eksempelvis en blogger som blot vil være anonym, fordi han/hun omtaler nogle følsomme emner.

Hvis danske politikere selv prøver Tor, så afmystificeres emnet og de gode grunde til at bruge Tor kan opvejes imod det misbrug der sker via Tor.

Check også Twitter profilen Kramse

Check også hjemmesiden for Tor software Torproject